Planlægning
Planlægning handler om, at du ved, hvordan du vil fortælle din historie. Det kan du gøre med et story board. Det er en slags tegneserie over din film, som illustrerer filmens forløb scene for scene. Det er brugbart, hvis du fx vil bryde en lang monolog med baggrundsklip, illustreringer, eksempler mv. til at forklare det, du taler om.
Lokation og budskab er også en vigtig del af planlægningen. Hvor vil du gerne filme henne? Og ikke mindst:
Hvad vil du sige, og til hvem?
Lyd
Lyd kan være med til at løfte en dårlig filmkvalitet – men lyden kan også ødelægge en ellers fed film. Derfor er det vigtigt, at du tester og tager stilling til din lyd, og at du muligvis investerer i en god mikrofon. Og du kan komme lange for få penge.
Der er to typer mikrofoner, jeg vil anbefale:
Den første er en shotgun mikrofon. Den kan du montere på din telefon, og så har du god lyd uden at være bundet til en ledning. Ofte har du brug for at kunne bevæge dig frit.
En anden type mikrofon er en clip-on mikrofon. Den ser du ofte på tv, når nogen skal interviewes. Den kan gemmes under tøjet eller en skjortekrave på den person, der bliver filmet. Ulempen ved denne type er, at de ofte er forbundet direkte til din mobil med en ledning. Det kan indskrænke bevægeligheden mellem kamera og personen i filmen.
Bonus tip: Hvis du ikke vil investere i en mikrofon, kan du også bruge dit headset. Da du købte din smartphone, fik du sikkert et headset med. Det kan du bruge lidt ligesom en clip-on mikrofon og placere omkring halsen eller ved bluse-kanten.
Lys
Det sidste, du skal have styr på, er lyset. Det er vigtigt, at lyset understreger den stemning, din film skal have. Hvis du interviewer en person eller lignende, er det vigtigt, at hele personens ansigt er oplyst, og der ikke er skarpe kontraster eller skygger.
Det allerbedste lys, du kan få, er naturligt lys. Dvs. det lys, du får udenfor eller ved et stort vindue. Hvis du kan, så stil det eller den, der skal filmes, med front mod vinduet, og med kameraet placeret tæt på vinduet, så det filmer ind i rummet.
Har du ikke adgang til naturligt lys, kan du sætte lamper op. Her er det vigtigt med flere lamper, så du får lys fra flere sider og undgår skyggesider på ansigter eller objekter. Det kan også være godt med en lampe bag det filmede objekt, da det lyser op bagved og giver dybde i rummet. Hvis der er helt mørkt bagerst i billedet, kan det have en mystisk effekt.
Hvis du har mulighed for det, kan du investere i en softbox. Det er en stor kasse eller paraply-lignende sag, du kan placere en lampe indeni. Softboxen blender lyset ud, så det bliver blødt og fri for skygger.